Ukendt land – et ben i Danmark, og et ude

Familiens liv lod til at være drømmen, der var blevet til virkelighed. Med en praktisk hushjælp havde Joy tid til både børn og selvstændig coachpraksis på deltid, motion og refleksion, mens hendes mand Jesper sikrede et stærkt økonomisk fundament for familien.

Men efter 11 år i Mellemøsten er hun blevet konfronteret med en indre uro, et behov for mening. Hendes ulønnede job som mor og familiekoordinator giver ikke længere den samme arbejdsglæde og ”fulfilment”. Samtidig er børnene blevet teenagere og mister måske forbindelsen til Danmark, hvis de ikke gør noget nu. Men familien er ikke klar til at slippe udlandet og rejse hjem i traditionel forstand.

Få et unikt indblik i familiens usædvanlige beslutning om at have et ben i Danmark, og et i udlandet.

Drømmen om et frit og fleksibelt familieliv

Jesper og jeg mødte hinanden, da vi endnu var teenagere. Vi drømte om mange af de samme ting. På vores ture op og ned ad Amager Strand drømte vi os ofte væk til udlandet. Det var dét, vi ville. Friheden. Fleksibiliteten. Noget anderledes. Der var så meget, vi var draget af ved udlandet. Det er vi stadig.

Langdistanceforholdet skræmmer os ikke, selvom det er det, de fleste først påpeger som den helt store fare.

Når jeg tager tilbage til Danmark med børnene, og Jesper bliver i Dubai, er det så vi som familie kan beholde ét ben i udlandet og ikke behøver at sige endeligt farvel til udlandsdrømmen. Det betyder, at vi må prøve den her ukendte konstellation af, i hvert fald i de fire år, hvor jeg skal studere psykoterapi. Og så må vi se, hvad fremtiden bringer.

De fleste har meget svært ved at forstå, hvorfor vi vælger at bryde familien op. Men vi er vant til at være væk fra hinanden i forbindelse med forretningsrejser, så langdistanceforholdet skræmmer os ikke, selvom det er det, de fleste først påpeger som den helt store fare.

Det er helt sikkert en fordel, at vi har en stærk kerne, kommunikerer godt, og ja, så er vi nok også et par, der altid har satset og brudt med “normalen”.

Vi vil gerne give hinanden plads til at forfølge individuelle drømme, og når jeg ikke trives, så er det helt utænkeligt bare at lade stå til. Det har krævet en del svære samtaler, hvor vi har vendt og drejet scenarier, økonomi, værdier. Et langt tilløb, men nu er beslutningen truffet.

Gisp, at komme tilbage til Danmark i en ”studerende-solomor-tilværelse” for to teenagebørn. Det bliver altså noget af en omvæltning og prøvelse for os alle.

Frygter hverdagen i Danmark

Det er livet – eller nok nærmere hverdagen – i Danmark, jeg frygter mest.

Inden vi flyttede fra Danmark, havde vi begge gang i karrieren. Jeg arbejdede som jurist, vi havde fået vores to skønne børn og købt rækkehus på toppen af markedet, som havde låst os økonomisk, så vi var tvunget til at trampe til i hamsterhjulet for at få enderne til at mødes. Et for mange klassisk familieliv.

Tanken om s-tog ind til byen, deadlines, tidlig aflevering og sen hentning gjorde mig simpelthen så trist. Var det dét?

Alle omkring os levede samme liv, og det virkede på en eller anden måde forkælet at forvente mere.

Jeg havde et altoverskyggende ønske om at være mere sammen med mine børn, og jeg savnede frihed og fleksibilitet, som tanken om at være i et ansættelsesforhold resten af mit liv ikke var forenelig med.

I 2012 besøgte vi min moster, der boede i Bahrain. Turen gav os et nyt perspektiv på, hvad livet også kunne være. Et halvt år senere boede vi i Qatar, og nu sidder vi her i Dubai 11 år senere.

Selvom vi vender tilbage til Danmark i en helt ny epoke af livet, er jeg stadig bange for at falde tilbage i et mønster eller tankegang, jeg ikke bryder mig om. Vi har set andre tage ”hjem” efter flere år i udlandet, og det er som om, at mange visner lidt hjemme i Danmark. Der er selvfølgelig noget med vejret, men der foregår også noget på et dybere plan, som er svært helt at sætte fingeren på.

Vi er ikke de samme, som da vi tog ud. Vi har fået nye perspektiver, mødt mange kulturer, haft en anden livsførelse. De fleste danskere, der vender “hjem”, kender nok godt følelsen af at være fremmed i Danmark.

Så er der jo også janteloven, den har jeg det simpelthen så svært med. Jeg har ikke lyst til at lægge bånd på hverken mig selv eller andre.

Så hvorfor alligevel Danmark?

Vi havde ikke nogen udløbsdato for Dubai – og da slet ikke planer om at skulle vende tilbage til Danmark. Det er helt ærligt også kommet meget bag på mig, at vi nu pakker sammen. Stod det til børnene, så ville de nok heller ikke hjem, fordi det er det svære valg lige nu.

De var helt små, da vi rejste væk, og vi føler, at vi skylder at give dem lidt tilbage af deres danske identitet og kultur. Så de får et ståsted, kan vende hjem til Danmark, tage en uddannelse og få et job. Den dør tror jeg, vi lukker mere og mere, hvis vi bliver herude med dem. Derfor skal de med, men det har været en svær beslutning. For vi har uden tvivl fået meget af det, vi ønskede, da vi tog fra Danmark.

Jeg forsøger at handle ud fra mit værdisæt, ikke hvad andre måtte synes.

Noget af det, jeg som kvinde især har kæmpet meget med, er, om det er okay ikke at bidrage økonomisk til husholdningen. Om det at være hjemmegående er nok.

Altså, hallo. Her har vi kvinder gået og kæmpet for ligestilling og alt muligt, og så vælger jeg den her traditionelle kønsopdeling?

Det er fortsat et dilemma, og jeg har svært ved at abstrahere fra samfundets forventninger, adskille det fra mine egne følelser. Men jeg forsøger at handle ud fra mit værdisæt, ikke hvad andre måtte synes. Så når jeg trækker i nødbremsen nu, handler det også om, at jeg ikke ønsker at miste mig selv helt til livet som den evige ”trailing spouse”.

Der er nok lidt en “tidlig” midtvejskrise i gang hos mig, som blev kickstartet af pandemien. De første syv år, før Covid-19 kom, troede jeg, at lykken ville vare ved herude. Men mange er rejst hjem, og vi er blevet isoleret fra de fællesskaber, der gav et vigtigt socialt lag i tilværelsen. Samtidig er børnene blevet ældre, så jeg møder heller ikke længere deres venners forældre, fordi jeg dropper dem af foran skolen, i stedet for at gå ind med dem, som da de var små. Det har været svært at bevare de varige og meningsfulde venskaber de sidste par år.

Når du bor ude, er venner din nærmeste familie. Derfor har det været ekstra hårdt for især mig og børnene, at vores venner er flyttet.

Selvom der er en stor åbenhed og vilje til at møde nye mennesker, forbliver mange relationer overfladiske, da tiden og omstændighederne besværer de dybere forbindelser. Jeg savner nærvær. Det håber jeg at kunne dyrke nu med min familie og venner i Danmark, og så savner jeg faglig udvikling og at foretage mig noget meningsfuldt, som den nye uddannelse forhåbentlig vil kunne give mig. Og på den anden side af alt det her, håber vi, at det vil være lettere for familien at tage hul på endnu et spændende udlandskapitel, fordi vi har prioriteret, at Jesper holder “skansen” derude.