Sgu, fanden og for helvede

Da mine børn var små, forærede en veninde mig en billedbog med titlen ”Sgu, fanden og for helvede”. Det er en dejlig politisk ukorrekt bog om en lille pige, der absolut ikke opførte sig, som hun burde. Hun var generelt utilfreds med tilværelsen; mormoren flettede hendes fletninger alt for hårdt, kjolen, som hun skulle have på, var alt for stram og skoene var dumme og klemte.

Pigen forsøgte indædt at gøre opmærksom på alle fortrædelighederne, men hendes mor og far var alt for optagede af den nye lillebror til at lægge mærke til hendes forsøg på at rette op på livets uretfærdigheder.

Naturligt nok følte pigen et behov for at give verbalt udtryk for sin utilfredshed, og det resulterede i bande-remsen ”sgu, fanden og for helvede”, som blev gentaget på samtlige sider i bogen.

Små piger må godt sige sgu, fanden og for helvede i Danmark. Det understreger jo nærmest blot, at de lever op til deres opdragelse som selvstændigt tænkende individer, som bør og skal reagere på livets uretfærdigheder.

Pigen var lyshåret med røde æblekinder, og vi grinede ad hendes mindre pæne sprogbrug og sympatiserede med hendes behov for at bruge kraftudtryk i kampen for at råbe de babyforgabte forældre op. ”Sgu, fanden og for helvede” blev faktisk et fast udtryk i min lille familie, en form for ironisk kommentar til os selv, når vi blev lidt for sure over noget, som ikke var overdrevent forfærdeligt.

Hvornår bander vi?

Men hvad nu, hvis den lille lyshårede pige havde sagt ”Fuck dig, din luder!”? Havde vi så også grinet og syntes, at hun var en sej lille repræsentant for kvindekønnet? Det tvivler jeg på. For der er bandeord, og der er bandeord! Og små piger må godt sige sgu, fanden og for helvede i Danmark. Det understreger jo nærmest blot, at de lever op til deres opdragelse som selvstændigt tænkende individer, som bør og skal reagere på livets uretfærdigheder.

Læs mere: Sgu, fanden og for helvede

Men ”Fuck dig, din luder”, det siger små piger altså ikke! Ukvemsord kommer ikke bare fra én stor gryde, som vi på lykke og fromme kan fiske udtryk op fra og bruge i flæng. For det første skal de opfylde visse kriterier for overhovedet at opfattes som ukvemsord, og så er der store sociale, aldersmæssige og nationale forskelle på, hvordan man bander.

Ukvemsord bruges for effektens skyld, for at chokere, og det gør man altså bedst ved yderpolerne af tabu-skalaen.

Man kan ikke bande eller svine nogen til med ligegyldige ord om hverdagsting som blomkål, svaner eller sko. Det vil i hvert fald få en helt anden effekt end den ønskede. Ukvemsord skal omhandle noget, der betyder noget for os – hvad enten det er helligt (Gud, Konge og Fædreland, din mor eller resten af familien) eller det modsatte, nemlig tabu (sex, fækalier, kropsdele eller sygdomme).

Ukvemsord bruges for effektens skyld, for at chokere, og det gør man altså bedst ved yderpolerne af tabu-skalaen, med det, der er meget helligt, eller det, der er meget uhelligt – halal eller haram, go eller no go!

Irreligiøse danskere og katolske spaniere

De fleste danskere har et ret afslappet forhold til religion. Derfor bliver der løftet særdeles få danske øjenbryn, når man hører nogen sige sgu, fanden eller for helvede. Det kom endda så vidt, at to danske sprogforskere i 2011 faktisk helt fjernede udtrykket sgu (så Gud) fra bandeordskategorien for at placere det i gruppen med forstærkende ord på linje med jo og skam.

Nummer 2 af de 10 bud (”Du må ikke misbruge Herren din Guds navn”) blev dermed reelt slettet fra danskernes sproglige bevidsthed. Men mange lingvister og med dem den ældre generation af danskere holder dog hårdnakket fast i, at sgu er sgu et bandeord!

Når vi bliver vrede, irriterede eller på anden måde vil give udtryk for vores utilfredshed, så finder vi hjælp i det seksuelle eller KNF, Kroppens Nedre Funktioner.

Det forholder sig helt anderledes, hvis vi tager til de katolske eller muslimske lande. Her tager man ikke så let på at bruge guds navn eller religiøse udtryk i eder og forbandelser, og det har derfor en langt kraftigere effekt, når en spansk katolik siger ”cargase en la polla del diablo” (skide på djævlens pik), end når en dansk protestant siger ”det røvhul er jeg fandme ligeglad med”.

Effekten af de religiøse forbandelser er dog blevet mindre i de katolske lande gennem de seneste årtier, efterhånden som nye generationer med en mere afslappet holdning til religion vokser op.

F***

Vi danskere har en forkærlighed for fækale bande- og skældsord. Når vi bliver vrede, irriterede eller på anden måde vil give udtryk for vores utilfredshed, så finder vi hjælp i det seksuelle eller KNF, Kroppens Nedre Funktioner. Du kan være et røvhul eller en lort, som er skide– eller pisse-irriterende og lukker en masse lort ud. Danmark kan være et lorteland (eller lidt pænere, et møgland).

Og tilhører man den yngre eller midaldrende (altså alle os ’unge’ i 40’erne og 50’erne) generation af danskere, kan man i snart sagt alle tilfælde bruge ordet fuck, som i de senere årtier har kæmpet med sgu om at være danskernes foretrukne bandeord: Han ser fucking godt ud, hun er fucking irriterende, fuck dig!, sikke noget fuck, han fuckede det hele op, fuck, hvor det gjorde ondt, det var fandenfuckme sjovt osv. osv. Brugen af fuck ser ud til at være nærmest endeløs.

Det navnkundige F-ord, som de fleste danskere i dag kan tage i deres mund uden at rødme synderligt, er også et eksempel på et andet sprogligt fænomen, nemlig det, at det er lettere at bande på et fremmed sprog end på modersmålet. Bandeordet træder lige et skridt væk fra dig som person og bliver en smule mindre voldsomt.

Da jeg som ung pædagogmedhjælper på et fritidshjem blev bedt om at skære ned på brugen af bandeord, når jeg var i selskab med børnene, mente jeg, at det nok var ok at bevare shit i mit aktive ordforråd. Og selv om det jo rent faktisk betyder ”lort”, så minder det meget om skidt, som jo ikke er så voldsomt et bandeord, og jeg fik da heller ingen klager fra hverken forældre eller pædagoger, da ordet relativt hurtigt blev Grøn Stues favorit-bandeord.

Ordet fuck har mange hundrede år på bagen, men blev først optaget i den danske Retskrivningsordbog i 2012.

Men da jeg i samme periode besøgte min gode ven John hos hans forældre i Yorkshire, UK, og der uforvarende røg et f*** over mine læber, blev John en tone blegere i huden og forklarede mig alvorligt, at hvis hans mor hørte det, ville min ferie i Yorkshire nok blive afsluttet relativt hurtigt.

Ordet fuck har mange hundrede år på bagen, men blev først optaget i den danske Retskrivningsordbog i 2012. Redaktionen følte sig da nødsaget til at give det kontroversielle ord følgende forklaring med på vejen i ”Nyt fra Sprognævnet” i januar, 2013:

”Et ord bliver hverken mere eller mindre stuerent af at komme med i Retskrivningsordbogen, og hvad ordet betyder på engelsk, kommer egentlig ikke det danske sprog ved. Der er således ikke tale om, at Dansk Sprognævn har godkendt det pågældende ord, og der er heller ikke tale om, at nævnet ønsker at tilskynde til en øget brug af fuck eller andre ”grimme” ord.
Hvad enten man kan lide det eller ej, er fuck kommet til at tilhøre det rigsdanske ordforråd, og derfor skal det naturligvis også kunne slås op i Retskrivningsordbogen. Det samme gælder de ligeledes nyoptagne ord shit, bitch og perker, og sammen med fuck føjer de sig nu til rækken af andre grimme ord, som fx pik, røv og kneppe, der i forvejen var at finde i ordbogen.”

De unge bander altid grimmere

Der sker det samme med ukvems- og bandeord som med musik og tøj. Nye generationer – nye ord. Det er ukvems- og bandeordenes eksistensberettigelse, at de chokerer og forarger, og når de er blevet brugt i 30, 50 eller måske 100 år, er det naturligt, at de ikke chokerer så meget mere.

At kæmpe mod bandeord er som at kæmpe mod vindmøller.

Derfor bliver nye generationer nødt til at finde på nye bandeord, og de ældre generationer bliver nødt til at mene, at de yngre taler meget grimmere, end de selv gjorde som unge. Det er nærmest en naturlov. Derfor bander unge også mindre, når de taler med ældre mennesker, end når de taler med andre på samme alder. Sjovt nok bander ældre (som i øvrigt, ifølge en undersøgelse af Marianne Rathje og Margrethe Heidemann Andersen i 2005, er dem, der bander mest i det hele taget) OGSÅ mere, når de taler med yngre mennesker.

At kæmpe mod bandeord er som at kæmpe mod vindmøller. Så længe mennesket har kunnet tale, har det haft behov for at give verbalt udtryk for mishag, irritation eller vrede. Det skal selvfølgelig ikke være nogen undskyldning for ikke at holde den gode tone og tale ordentligt til hinanden. Sproget er med til at skabe vores virkelighed, og et grimt sprog skaber en grimmere virkelighed.

Så hold den gode tone derude. Og skulle der ryge en finke af fadet, ja så…

Artiklen er oprindeligt bragt i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES i september 2019.