Global dansker med aldrende forældre i Danmark

Lyt til artiklen

Fortrækker du at lytte til artiklen, kan du gøre det her:

---

At leve en global tilværelse er bestemt ikke uden udfordringer og bekymringer. Et dilemma, som mange derude står med, er, hvordan man vil tackle aldrende forældre hjemme i Danmark. Måske du selv har haft nogle af disse spørgsmål op til overvejelse?

Mange af de udstationerede, som Expat Advising har arbejdet med, beretter om skyld og afmagt. På den ene side er man bundet af en arbejdskontrakt og har truffet et valg om at indrette sit liv og hverdag, som kontrakten byder det, og på den anden side har man den uskrevne “kontrakt” med sine forældre.

Men hvad betyder den “forældrekontrakt” egentlig?

I den danske kultur er det ikke kutyme, at vi skal tage os af vores forældre, som man gør i mange andre lande. I Indien og Singapore kan selve det at flytte til udlandet blive taget af ønskelisten for ens karriere og liv, alene fordi man er forpligtet overfor sine forældre. Her er det ikke bare det at kunne hjælpe, når helbredet måske halter, men også at kunne tilbyde tag over hovedet og mad på bordet. Det er dybt integreret i kulturen og forventet.

I Danmark er det anderledes, og hver familie og forældrerelation er forskellig. “Forældrekontrakten” er mindre defineret i Danmark, så for at komme godt rundt om emnet, og hvordan man med fordel kan tackle det, belyser denne artikel tre scenarier. 1. Den tætte familie, 2. Enebarnet, 3. Den distancerede familie.

Den tætte familie

Der, hvor vi ser de dybeste og største frustrationer, følelser og overvejelser om, hvad man skal gøre og hvordan man skal forholde sig til aldrende forældre, når man bor i udlandet, er i de familier, hvor man er meget tætte. Det er familier, hvor man typisk taler sammen ugentligt, holder ferier sammen, rejser til og fra hinanden, når der er begivenheder og højtider, og har WhatsApp-grupper, hvor der hyppigt deles billeder og oplevelser.

Når der er børn, tilføjes der et ekstra lag af overvejelser og følelser. Skal man rejse hjem, imens børnene og bedsteforældrene stadig kan en masse sammen? Er man egoistisk, fordi man ikke rejser hjem? Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert for alle.

(…) et valg om at returnere til Danmark skal træffes befriet for skyld og skam

Kia Holm Reimer

Skyld over ikke at være der er en gennemgribende følelse, som stort set alle beskriver som en tung sten at bære på. Løsningen er at anerkende følelsen og at sørge for, at den ikke bliver styrende. Man kan ikke basere en succesfuld hjemstationering udelukkende på en følelse af skyld. Det kommer simpelthen ikke til at lykkes på lang sigt. Skyld kan få udstationerede til at sige ja til et job, som ikke er tilfredsstillende. Der vil indledningsvist kunne opleves en stor glæde ved at være der, men på et tidspunkt vil hverdagens tilfredshedsbarometer højest sandsynligt stille dig til regnskab.

Erfaring siger, at det er afgørende, at et valg om at returnere til Danmark, som kan være helt rigtigt, indeholder et uforpligtet ønske om hjemstationering og et tilfredsstillende job. Beslutningen kan godt være udløst af at have aldrende forældre, men den endelige beslutning skal træffes befriet for skyld og skam.

Vælger man at blive, hvor man er, kan man aftale flere tidspunkter at tale sammen på, sende børnene hjem til bedsteforældrene lidt hyppigere og være den, der tager styringen på de administrative opgaver, der kan være, når ens forældre bliver ældre. Måske tager dine søskende jeres forældre med til lægen eller optikeren, imens du booker tider, transport, og sørger for at regninger betales. Er der ikke søskende, kan din deltagelse være at finde en besøgsven og/eller koordinere hjælp og socialisering. Man kan sagtens deltage, selvom man er langt væk. Se på, hvilke behov der er, og tag fat, hvor du nu kan.

Noget at tænke over…
Mange, der er returneret, beretter, at de ferier og facetime-samtaler, de havde med familien, imens de boede ude, var mere nærværende end dem, de har nu, hvor de er flyttet hjem.

Og så er der børnene. Hvad går de glip af, og er det fair overfor dem? Til den reelle tanke og refleksion er det vigtigt, at man skiller sig selv fra sit barn først. Din opvækst er ikke deres. Naturligvis giver vi meget videre i vores opdragelse, men det, der er vigtigt her, er, at du jo har vist dem, og viser dem, at man kan være ligeså tætte, når man er på afstand, hvis man gør en indsats (som den tætte familie allerede gør), som hvis man boede 10 km fra hinanden. Det er bestemt muligt!

Enebarn i familien

Når man bor i udlandet og er enebarn, oplever vi i Expat Advising, at samtalen drejer sig om burde, skulle, dårlig samvittighed og tristhed i langt større grad, end hvis man har søskende.

“Mine forældre har jo ikke andre børn”, “jeg frarøver dem livets dessert”, “jeg burde have tænkt mig om tidligere” er udsagn, som vi hører hyppigt. Det er forståeligt, men ubrugeligt at vedblive at dykke ned i, i forhold til de livsomstændigheder man har skabt sig, når man bor i udlandet. Vi er, som børn, bare til låns, og har man selv børn, kan man spørge sig selv, om man ville lægge skyld på sit eget barn, hvis de en dag vælger et liv i et andet land. De fleste svarer nej til det spørgsmål og supplerer med, at man i bund og grund bare inderligt håber, at de trives og er glade. Folk svarer også, at de naturligvis vil savne deres børn, men vi har ingen erfaringer med eller beretninger om, at adspurgte udstationerede forventer, at deres børn flytter hjem. Det er altså det generelle billede, vi ser, når vi taler med danskere.

Hvad kan man så gøre, når ens forældre bliver gamle og har brug for hjælp, eller måske ikke ser så mange mennesker og bevæger sig hen imod ensomhed?

Man kan accelerere den evne, man som expat har til at skabe netværk – denne gang bare for ens forældre. Expats er overvejende afsindigt gode til at skabe netværk og kontakter og til at etablere sig. Endda også inden de er ankommet til deres nye hjemland. Kig på Danmark og forestil dig, at du nu skal etablere et netværk, der matcher dine forældres behov. Kig ind i communities, foreninger, organisationer og aktiviteter, du ved, dine forældre vil passe ind i, og som møder de behov, dine forældre har.

Afhængig af dine forældres mobilitet kan du sørge for transport til og fra, og følge op med en opringning for at være med i, hvordan det går, og vise dit nærvær på den måde.

Det letter også for mange at øge frekvensen af besøg hjemme. Det er naturligvis ikke altid muligt eller foreneligt med et krævende arbejde, og da kan man i stedet sørge for, at ens forældre kommer ud, hvor man bor, ved at booke flybilletter, sørge for transport til/fra lufthavnen og hjælpe med at udfylde div. nødvendige papirer. Nogle ældre forældre kan ikke overskue en flyrejse alene, og da kan man tage hjem og rejse ud med dem, og det samme når de skal retur igen. Det kan koordineres med, at man alligevel har et ærinde eller skal fejre en højtid i Danmark. Det er selvsagt noget mere tidskrævende, men hvis man vil være der og hjælpe, er det bestemt en løsning.

Hvis ens forældre bliver indlagt, er det ekstra svært for de fleste ikke at være der. Det er bare ikke altid muligt, og også her kan man være der ved at have hyppig kontakt til personalet, der er omkring ens forældre, og at sætte ind der, hvor man kan.

Man kan også vælge at flytte hjem, men også her er det vigtigt, at det ikke er skyld og dårlig samvittighed, der driver beslutningen. Det er nødvendigt, at man sætter de rette rammer op for sig selv, når man ankommer og skal integrere sig i Danmark igen. Det er svært nok for de fleste at repatriere, men med grundig forberedelse og en sikring af, at ens hverdag er meningsfuld, bliver det lettere.

Den distancerede familie

Kommer man fra en familie, hvor kontakten med hinanden er sparsom, og hvor man egentlig ikke særlig ofte taler sammen eller følger med i hinandens liv, kan aldrende forældre have en udløsende faktor i, at man bliver tætte (igen).

Der er noget i ordsproget:

“You don’t know what you have until you lose it”.

Det kan være meget kraftfuldt at “opdage”, at man ikke har så mange år eller meget tid tilbage med hinanden, når man ikke har så tæt en relation til sine forældre.

Det kan udløse fortrydelse, nedtrykthed og følelsen af at have prioriteret egoistisk og uden omtanke. Husk her på, at disse følelser er normale og også kan opstå, selvom man boede i samme land. Det er ikke kun for dem, der bor langt væk, at føle at dagene, ugerne og månederne går hurtigt.

Følelser fortæller altid noget. De skal anerkendes, gode som mindre gode. At man bliver ramt af fortrydelse giver én mulighed for at tage en snak om det – altså at fortælle sine forældre, at man fortryder, at kontakten har været sparsom.

Sig tingene højt

Der er meget forløsning i at sige tingene højt og til den/dem, hvor de hører hjemme.

Lad os sige, at jeg i flere år har villet være bedre til at ringe til min mor, men ikke har fået det gjort. Den dag jeg tager fortrydelsen og følelsen op i øjenhøjde og rent faktisk får ringet til min mor og sagt “Jeg vil gerne have, at du skal vide, at jeg ville ønske, at jeg havde ringet mere”, skaber jeg muligheden for en snak om det. Vores erfaring med den slags opringninger er positive. Vi ser typisk, at det giver anledning til en god snak, som i bund og grund drejer sig om savn, kærlighed til hinanden og, hvad vi kalder at være faldet i “the trap of time”. Måske bliver det ikke så direkte udtalt i en samtale, men man kan forberede sig på sætninger, som implicit betyder “Jeg har følt, at du har holdt mig ude af dit liv”, “du kunne nu godt have ringet noget mere” eller “jeg er glad for, at du siger det, for jeg har været meget frustreret over det”. Husk, at alt her kommer af savn og kærlighed, og mistænker du bebrejdelse, må du spørge ind til det. Det er også værd at skrive sig bag øret, at mange års savn og ønske om mere kontakt kan udløse lettelse, gråd og vrede. Det er fint, og du skal “bare” lytte, imens du husker, at man er to om et forhold og kommunikation, også børn og forældre imellem uagtet alder. Én er ikke mere forpligtet end den anden, med mindre man har aftalt det. Med det sagt, så skal opringningen afsluttes med en aftale om, hvornår (hvis) man skal tales ved igen.

Betyder det så, at nu skal man være der for fuld skrue? Det behøves det bestemt ikke at gøre. Men brug samtalen som fundament for dit næste træk.

Hvad nu, hvis aldrende forældre ikke udløser noget ønske om en tættere kontakt, fortrydelse eller i bund og grund forandrer så meget for dig i forhold til dine forældre? Ja, så skal du selv overveje, hvad det betyder for dig evt. ikke at have været der – særligt i en sidste tid, hvis de har dårligt helbred, ikke har noget netværk, eller ikke evner at tage vare på at få etableret den hjælp, de har brug for. Kan du leve med det? Er det ok ift. dig og dine værdier?

I de familier, hvor der er meget distance og sparsom involvering i hinandens liv, kan forældrene have etableret et andet netværk og liv, som er uden forventninger til deltagelse eller kontakt fra dig. De er vant til, at du ikke er der.

Hos de forældre, som er vant til, at du ikke er der, men hvor de ikke rigtig har noget andet netværk, og så bliver dårlige, oplever vi, at det giver meget for begge parter at tage hjem og hjælpe med praktikken. Man behøver ikke at lave skelsættende om på karakteren af ens forhold, men hvis sagens natur er, at dine forældre ikke selv kan gøre, hvad der skal til, og der ikke er andre, der har ressourcer, så siger al erfaring os, at du vil have det bedre, når du returnerer hjem til dig selv, hvis du tager turen og giver et ordentligt nap med.

Men husk;

“Vi er alle sammen forskellige – lige præcis som vi skal være”.

Medmenneskelighed og at behandle andre, som man gerne selv vil behandles, imens man har omtanke for egen langsigtet trivsel og er befriet af skyld og skam, er målet! Man kan sagtens være der uden at være der fysisk hele tiden.