Som tredjelandsstatsborger skal man altid have en opholdstilladelse, hvis man ønsker at opholde sig i Danmark i længere tid end visumreglerne tillader. På NyiDanmarks hjemmeside er der oplistet de forskellige muligheder for opholdstilladelse i Danmark. En opholdstilladelse kan gives på baggrund af f.eks. familie, studie og arbejde. Du kan se de resterende muligheder her.
I mange tilfælde spørger vores medlemmer ind til forskellen på en opholdstilladelse som familiesammenført og en opholds- og arbejdstilladelse, hvorfor artiklen netop omhandler denne forskel.
Familiesammenføring efter de danske regler
Her på vores hjemmeside har vi skrevet om familiesammenføring efter de danske regler, dem kan du læse her.
En opholdstilladelse som familiesammenført er baseret på jeres familieliv og det har derfor ingen betydning om din ægtefælle har et job. Hvis den udenlandske ægtefælle får et job i Danmark, vil der derfor heller ikke være krav til hvilket slags job der er tale om eller ansættelsesforholdet. Med familiesammenføring vil din udenlandske ægtefælle få en opholdstilladelse, med ret til at arbejde, men hvor den udenlandske ægtefælle ikke risikerer at miste tilladelsen, såfremt han/hun mister sit arbejde. Dette er tilfældet ved en almindelig opholds- og arbejdstilladelse (se mere nedenfor). Det betyder dog, at hvis Jeres familieliv ophører, så vil opholdstilladelsen – og dermed også retten til arbejde – bortfalde.
I selve ansøgningen skal I hver især udfylde en halvdel.
Sagsbehandlingstiden er maks. 7 måneder og sagsbehandlingsgebyret er på 8.710 kr. (2025-niveau). Tilladelsen gives i første omgang til 2 år og kan efterfølgende forlænges med først 4 år og herefter 6 år. Det er Udlændingestyrelsen (US), som udsteder opholdstilladelser på baggrund af familiesammenføring.
Danes Worldwide tilbyder sagsbehandling på familiesammenføringssager, hvilket blandt andet indebærer hjælp til ansøgningen og sikring af, at ansøgningen udfyldes korrekt. Sagsbehandlingen og prisen derfor kan du læse mere om her.

Find svar i vidensbanken
I vidensbanken finder du mere end 250 kvalitetssikrede artikler om de emner, der især optager udlandsdanskerne.
Indholdet er udarbejdet som Q&A af foreningens egne eksperter og opdateres kontinuerligt for at sikre, at du altid har adgang til den nyeste og mest pålidelige information. Vi udvider løbende med nye kategorier – både på engelsk og dansk.
Opholds- og arbejdstilladelse
Der kan ansøges om forskellige opholds- og arbejdstilladelser i Danmark, men fælles for dem alle er, at tilladelsen afhænger af arbejdet. Det kræver altså som udgangspunkt, at man allerede har fundet et job i Danmark og på baggrund kan få en opholdstilladelse.
Der er mange forskellige opholds- og arbejdstilladelser, men her oplistes de tre muligheder, som vi oplever er mest relevante for vores medlemmer og deres tredjelandsægtefæller, der ønsker at arbejde i Danmark.
Ansøgningen skal startes af den danske arbejdsgiver og derefter skal arbejdstageren udfylde den anden halvdel.
Sagsbehandlingstiden for de opholds- og arbejdstilladelser, der har oplistet her, er på normalt 1 måned, og gebyret er 6.290 kr. (2024 niveau) og tilladelsen gives til maks. 4 år ad gangen med mulighed for forlængelse. Det er styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) som står for udstedelsen af opholds- og arbejdstilladelse.
Beløbningsordningen
Hvis man har fået et job i Danmark hvor den årlige løn er mindst 415.000 kr. (2025-niveau), så kan man få en opholds- og arbejdstilladelse på beløbningsordningen. Ideen bag tilladelsen er, at med så høj årlig løn, må man være tilstrækkelig kvalificeret til jobbet, så der er ligegyldigt, hvad jobbet indebærer.
Det er en høj månedlig løn, og det er derfor også langt fra alle jobs, som vil kunne opfylde dette kriterie. Du kan læse mere om beløbningsordningen og de præcise krav til den danske løn her.

Lad os stå for sagsbehandlingen
Vores team af erfarne jurister kan hjælpe med dig med en effektiv sagsbehandling af din ansøgning om statsborgerskab eller familiesammenføring. Vi hjælper med at finde den nødvendige dokumentation, udfylde ansøgningen korrekt og holde kontakten med de relevante myndigheder.
Positivlisterne
Positivlisterne er lister over jobs, som Danmark mangler arbejdskraft til. Der er to positivlister, en for højtuddannede og en for faglærte. Positivlisterne spænder bredt, så på listerne kan du blandt andre finde tandlæge, musikterapeut, bioanalytiker, kok og blomsterdekoratør. Hvis man finder et job, som er på listen, kan man få en opholds- og arbejdstilladelse på den baggrund. Du kan læse mere om positivlisterne og finde alle de jobs, der er på listen i øjeblikket for højtuddannede og faglærte. Listen bliver opdateret to gange om året, og det kan derfor godt skifte hvilke jobs, man kan finde på listen. Hvis man først har fået en tilladelse på positivlisten, vil det dog ikke have nogen betydning, hvis jobbet senere bliver taget af listen.
Forskerordningen
For at kunne gøre brug af forskerordningen, skal man have et job i Danmark, hvor ens stillingsbetegnelse er forsker. Det gælder altså for postdocs eller højere.
Du kan læse mere om forskerordningen her.
Andre ordninger
Andre ordninger indeholder f.eks. arbejde inden for landbrug, på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer, eller som selvstændig erhvervsdrivende. I kan læse om de resterende muligheder her.
Permanent opholdstilladelse
Alle opholdstilladelser er som udgangspunkt tidsbegrænset. Når man har opholdet sig i Danmark i 8 år (i visse tilfælde kun 4 år), kan man søge om at få en permanent (tidsubegrænset) opholdstilladelse. Som udgangspunkt for at få permanent opholdstilladelse, skal du udfylde 11 betingelser og 2 ud af 4 supplerende betingelser. Hvis du kan opfylde alle 4 supplerende betingelser, kan man opnå permanent opholdstilladelse efter kun 4 år. Læs mere om betingelserne for permanent opholdstilladelse her.
Sagsbehandlingstiden er 10 måneder og gebyret er 7.110 kr. (2025-niveau) hvis din nuværende opholdstilladelse er på baggrund af arbejde eller studie og 5.025 kr. (2025-niveau), hvis du har haft en opholdstilladelse på baggrund af andet.
Du skal være opmærksom på, at du skal have en gyldig tilladelse i al den tid, hvor ansøgningen om permanent opholdstilladelse er under behandling. Det kan derfor være en nødvendighed at ansøge om forlængelse af den nuværende opholdstilladelse.